Forside pil Presserum pil Udpluk af AKF i medierne pil Alle pil Usikker fremtid for in...

Usikker fremtid for institutioner

Danske Kommuner Online 23. februar 2010

Anderledes ledelse og fusioner af specialinstitutioner skaber en usikker fremtid for handicapområdet, skriver Danske Kommuner

Flere fusioner, nye strukturer og mere usikkerhed. Det er fremtiden for en række specialinstitutioner, viser en undersøgelse fra AKF.

Efter kommunalreformen overgik store dele af specialområderne fra amterne til kommunerne, og selvom de medførte ændringer har været positive, er de langt fra vedvarende, mener de adspurgte ledere i undersøgelsen.

- I løbet af 2009 er der skabt faste procedurer for kommunernes visitation, og lederne fra specialinstitutionerne er generelt tilfredse med de modeller, som kommunerne har fundet frem til, siger Inge Storgaard Bonfils, der er forsker i AKF og står bag analysen.

Men på trods af ledernes tilfredshed, fravælger kommunerne i højere grad at købe ydelser fra specialinstitutionerne, og det skaber usikkerhed på handicapområdet, mener Inge Storgaard Bonfils.

- Vores indtryk er, at kommunerne helst vil give borgere med handicap et tilbud i kommunens egne specialinstitutioner eller integrere dem i deres normale institutioner, siger hun til Danske Kommuner.

- Især specialskoler og rehabiliteringscentre oplever, at nogle kommuner fravælger dem som leverandører. Det skaber usikkerhed om den fremtidige drift, forklarer Inge Storgaard Bonfils.

Ifølge undersøgelsen bliver konsekvensen, at flere specialinstitutioner fusioneres, og at andre får nye ledelsesstrukturer.

 

  • Print
  • Videresend