Unge indvandrere klarer krisen
Eksperterne havde ventet, at lavkonjunkturen ville være hård for indvandrerne. Men de unge med fremmed baggrund klarer sig bedst gennem krisen, skriver Agenda.
Ledigheden for de unge under 30 er på et år steget med godt 16.000 personer. Men det er først og fremmest de unge med en dansk baggrund, som er blevet ramt af den stigende ledighed. Mens ledigheden for de unge med dansk herkomst er steget med 97 procent på et år, er ledigheden blot steget med 37 procent for de unge indvandrere og efterkommere med en ikke-vestlig baggrund. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriets portal jobindsats.dk.
Hans Hummelgaard, vicedirektør i AKF, Anvendt KommunalForskning, peger på, at den positive udvikling er sket på trods af, at de unge indvandrere har dårlige forudsætninger for at klare sig på arbejdsmarkedet.
- Det er en overraskelse og meget interessant, for det ville jo have været nemmere at finde en forklaring, hvis det omvendte havde været tilfældet. Vi ved, at de unge indvandrere generelt er dårligere uddannet og har manglet de sociale netværk til at finde arbejde. Men hvis de, der er kommet i job under højkonjunkturen, så også har nemmere ved at holde fast i jobbet, er det positivt, siger Hans Hummelgaard til Agenda.
Han peger desuden på, at de indvandrere, som er kommet til landet de senere år, er betydeligt stærkere end tidligere, og så mener han, at man skal huske på, at der i gruppen stadig er en betydelig del, som er helt uden for arbejdsmarkedet.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: