Største besparelser siden 80'erne
De næste tre år skal der spares 10 milliarder kroner i den offentlige sektor, bebudede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da regeringen i går fremlagde den spareplan, der skal genoprette dansk økonomi. Det skriver Information.
Milliardbesparelserne svarer til, at 8.000 kommunalt ansatte fyres, og nedskæringer i den størrelsesorden er ikke set siden 80' erne, lyder vurderingen fra Kommunernes Landsforening (KL), der varsler mærkbare forringelser, når kommunerne de næste tre år skal reducere deres udgifter med fire milliarder, mens staten skal spare seks.
De seks milliarder, som skal spares på statens konto, svarer ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til, at yderligere 12.000 arbejdspladser nedlægges, så besparelserne alt i alt vil koste 20.000 offentligt ansatte.
Ikke let
Statsministeren pointerede, at spareøvelsen er den eneste ansvarlige vej ud af den økonomiske krise, men understregede også adskillige gange, at det »ikke bliver let«.
Øvelsen vanskeliggøres især af, at sparekravet kommer på et tidspunkt, hvor kommunerne i forvejen er hårdt spændt for, mener programleder Kurt Houlberg fra AKF, Anvendt KommunalForskning:
- Det er et meget stort beløb, der skal spares af kommunernes samlede udgifter, og det sker i en tid, hvor mange kommuner allerede er i færd med sparerunder.
- Der bliver samtidig flere ældre, udgifterne til socialt udsatte og handicappede stiger, og arbejdet med effektiviseringer af administrationen har været i gang længe og især efter kommunalreformen. Derfor vil nedskæringerne utvivlsomt resultere i synlige serviceforringelser nu, vurderer han:
- Dagtilbud, skoler, ældreområdet og de fleste andre kommunale opgaver er meget personaletunge. Så skal man spare, koster det personale og kan ikke klares i administrationen, siger Kurt Houlberg til Information.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: