Presseomtale: Skoleliv: Normalitetens snævre grænser

Weekendavisen 8. februar  2008, 1. sektion, side 3 

Børn med afvigende adfærd eller indlæringsproblemer ekspederes ud af de normale klasser som aldrig før. Specialundervisningen koster mere end 10 mia. kr. om året. Men nytten af tilbuddene bliver først undersøgt nu.

Rummelighed har i snart flere år været et af de store modeord i den skolepolitiske debat, men realiteterne i folkeskolen er en ganske anden. Der er ikke plads til de støjende eller vanskelige elever. Stadigt flere børn bliver udstødt fra klasselokalerne, fordi de ikke lever op til de firkantede normalitetsbegreber.

Udviklingen dokumenteres i en ny analyse fra Undervisningsministeriet, der har kortlagt den såkaldt vidtgående specialundervisning for elever i folkeskolen. Her fremgår det, at undervisningstilbud til børn med særlige indlærings- eller adfærdsvanskeligheder nærmest er eksploderet.

Sidste skoleår var mere end 11.000 elever fra 1. til 10. klasse henvist til vidtgående undervisning på specialskoler eller -klasser uden for folkeskolen. Dermed er andelen af børn i de særlige tilbud vokset med 48 procent i løbet af de seneste ti år.

Det er værd at bemærke, at ikke blot er der flere børn, som bliver sendt til vidtgående specialundervisning. Også antallet af elever i folkeskolens egne specialklasser er steget markant. I sidste skoleår drejede det sig om knap 16.000 elever. Det vil sige, at der i løbet af de seneste fem år er kommet 42 procent flere børn i folkeskolens specialklasser.
Noget tyder på, at normalitetsbegrebet er blevet snævrere, og at folkeskolen følger den samme tendens, som også gennemsyrer arbejdsmarkedet: I takt med at kravene til effektiviteten øges, bliver de skæve eksistenser sorteret fra.

Det hører med til historien, at der er påfaldende store regionale forskelle på, hvordan skolevæsenet behandler børn, der afviger fra normerne.

Siden midten af 1990erne er frekvensen af børn, der henvises til vidtgående specialundervisning, for eksempel steget med 104 procent i Vestsjælland og 78 procent i Sønderjylland. Men i Århus-området er andelen af børn, som modtager de særlige tilbud, faldet.

Undervisningstilbuddene til elever med støttebehov lægger beslag på mere end 20 procent af de samlede udgifter til skoleområdet.

Men det besynderlige er, at ingen rigtig ved, hvad nytten af specialundervisningen er. Herhjemme er der aldrig blevet forsket i effekten af den specialpædagogiske indsats. I stedet har samfundet i årevis brugt enorme beløb på at hjælpe børn med vanskeligheder i skolen uden evidens for, hvad der virker.

Det forsøger DPU og AKF, Anvendt KommunalForskning nu at råde bod på i et større projekt, der vil koste cirka 11 millioner kroner, hvoraf hovedparten finansieres med midler fra puljen til velfærdsforskning. De første resultater af undersøgelsen forventes at foreligge senere i år. (Henrik Dørge)

Presserum