Løkkes danske drøm
På Venstres landsmøde drømte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) højt om sin danske drøm. Den begynder med igen at gøre Danmark til et af verdens rigeste lande.
Det står klart, da Løkke efter knap otte måneder på posten har løftet sløret for, hvad han vil bruge magten til.
- Det er de nye ideers tid. Det er de kloge løsningers tid. Det er de modige beslutningers tid, sagde Lars Løkke Rasmussen, da han i sin store tale til Venstres landsmøde i Odense præsenterede en 2020-plan med 10 mål for udviklingen i Danmark.
- Mega-ambitiøse, kalder Løkke selv målene. Oppositionen kritiserer planen for at være helt uden bud på, hvilke midler regeringen vil bruge til at nå målene.
Bl.a. på sundhedsområdet bliver der behov for at gennemføre upopulære tiltag for at nå det ambitiøse mål, om at danskernes middellevetid skal op blandt de 10 højeste i verden.
Formand for regeringens forebyggelseskommission og direktør for AKF, Mette Wier, understreger, at der ingen vej er uden om kommissionens kradse anbefalinger, når det gælder rygning.
Også selv om regeringen har afvist forslagene.
- Rygeloven skal strammes, så det bliver forbudt at ryge indendørs alle andre steder end i private hjem. Det vil have stor sundhedsmæssig betydning, og så skal tobak gøres dyrere og mindre tilgængeligt. Tobak er bare så farligt. Det slår så mange mennesker ihjel, siger Mette Wier.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: