Fysioterapeuter vil gøre godt for samfundet
Hvordan organiserer vi sundhedsvæsenet, så organiseringen bedst understøtter de ansattes motivation? Hvad er det, der motiverer? Og hvad betyder motivationen for ydelsen? Det er nogle af de spørgsmål, forskere fra Aarhus Universitet og AKF søger at få svar på i en undersøgelse af fysioterapeuters såkaldte " public service motivation" - dvs. fysioterapeuternes ønske om at gøre det godt for brugere og samfund.
Når forskerne har valgt at interessere sig specifikt for fysioterapeuterne, skyldes det blandt andet, at fysioterapeuterne rent professionsudviklingsmæssigt er den mest interessante gruppe i sundhedsvæsenet lige nu, forklarer lektor Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet:
- Fysioterapeuterne er den eneste faggruppe med en stigende professionel status.
Offentligheden anerkender i stigende grad professionens viden og normer, forklarer hun til fagbladet Fysioterapeuten.
Motivationen er ikke penge
Resultaterne viser, at der er en sektorforskel i sammensætningen af fysioterapeuternes public service motivation. Offentligt ansatte fysioterapeuter scorer højere på dimensionerne public interest og compassion, mens privatansatte fysioterapeuter derimod scorer højere på brugerorientering, dvs. dimensionen vedrørende motivation for at hjælpe den enkelte bruger/patient.
Generelt har fysioterapeuter et højt niveau på alle dimensionerne, og forskerne konkluderer, at fysioterapi tilsyneladende er et fag funderet meget i det at hjælpe andre og bidrage samfundsmæssigt.
Sammenligner med andre faggrupper
Ud over Lotte Bøgh Andersen er forskningsleder Lene Holm Pedersen fra AKF blandt de forskere, der deltager i forskningsprojektet. Forskerne er stadig i fuld gang med undersøgelsen, og i den kommende tid vil de bl. a. se på, om køn har betydning for public service motivation og adfærd, og om økonomiske incitamenter faktisk fortrænger de indre motivationsformer. En sammenligning af fysioterapi med andre sundhedsydelser så som tandpleje og lægehjælp er også undervejs.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: