Forside pil Presserum pil AKF i pressen pil Alle pil Københavnermodellen vi...

Københavnermodellen virker

Weekendavisen 25. maj 2007, 1. sektion, side 10 (Debatindlæg af Jakob Hougaard (S), beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune)

Det har længe været sådan, at overskriften »Rapport fra det virkelige liv« slog »Seriøs forskningsrapport« - altså i dameblade og doku-soaps. I sidste uge sørgede journalisten Frede Vestergaard for, at tendensen bredte sig til Weekendavisen. Hans forsidehistorie hed netop »Rapport fra det virkelige liv«.

I den lader han Lene Jespersen, som er mor til to drenge i Brønshøj-Husum skoledistrikt, forkaste ikke blot Rockwool Fondens og AKF's nyeste rapporter, men hele ideen om at fordele tosprogede børn bedre på byens skoler, med kommentaren: »Jeg tror ikke et øjeblik på den undersøgelse.«

Lad mig slå tre ting fast: Jeg tvivler ikke på sandheden i Lene Jespersens reportage fra det virkelige liv på skolen i Brønshøj, hvor andelen af tosprogede er lav, men stigende. Jeg betragter hende heller ikke - som hun frygter - som fremmedfjendsk, fordi hun har fortalt historien til Politiken og Weekendavisen.

Og jeg er som borgmester bekymret over de bivirkninger, Københavnermodellen for integration kan få på de skoler, som modtager tosprogede elever fra andre skoledistrikter.
Det forhindrer mig imidlertid ikke i at betragte Københavnermodellen og ideen om frivillig spredning som en stor succes. Et faktum, som netop blev bekræftet af de to rapporter fra de velrenommerede forskningsenheder Rockwool Fonden og AKF.

Af samme grund opfatter jeg Frede Vestergaards artikel som meget tendentiøs og baseret på et meget tyndt grundlag. Uvist af hvilken årsag vælger Weekendavisen at tage ugens absolut mest positive integrationshistorie og vende den til en negativ, med én bekymret mors beretning som det eneste belæg.

De to rapporter, som affærdiges på forsiden af sidste uges Weekendavis, er ikke til at komme uden om! For de viser, at Københavns Kommune er på rette vej.

AKF's undersøgelse viser, at så længe andelen af tosprogede er under 25-35 procent, påvirker det ikke danske forældre til at fravælge den lokale folkeskole. Det er godt nyt for Københavns Kommune. For det betyder, at vi med en bedre fordeling faktisk kan stoppe danske forældres fravalg af folkeskolen. Naturligvis under forudsætning af, at vi sikrer gode rammer, faglighed for alle og en ordentlig integration af de tosprogede, som vælger en ny skole.

Rockwool Fondens undersøgelse viser, at etniske elever i klassen ikke gør danske børn dårligere. Og den viser, at elever med anden etnisk baggrund læser bedre i København end i resten af landet. Alt sammen bekræfter mig i, at en tobenet indsats med frivillig spredning af de tosprogede elever gennem Københavnermodellen for Integration og en massiv styrkelse af elevernes kundskaber gennem folkeskoleløftet »Faglighed for Alle« er vejen frem.

I årevis er storbypolitikere blevet kritiseret for, at nogle folkeskoler havde helt op til 90 procent tosprogede elever, mens andre skoler slet ikke bidrog til integrationen.

Københavns Kommune har med Københavnermodellen efterhånden vendt det frie skolevalg fra et problem til en løsning for integrationen. Vi har blandt andet opnået, at andelen af tosprogede i næste års børnehaveklasser på tre udsatte skoler - Ålholm, Blågårdskolen og Hellig Kors Skole - ligger mellem 12 og 27 procent lavere en andelen på hele skolen. Det er da en succes!

Det må være muligt at glæde sig over rapporternes resultater og den bedre fordeling af børnehaveklassebørnene i 2007 samtidig med, at man tager hånd om de problemer, som kan opstå på skoler, som i dag i modsætning til tidligere hjælper med at løfte integrationsopgaven.