Forside pil Presserum pil Udpluk af AKF i medierne pil Alle pil Job hæmmer danskunderv...

Job hæmmer danskundervisning for indvandrerkvinder

Kristeligt Dagblad 8. april 2010 

Nyankomne flygtninge- og indvandrerkvinder har sværere ved at gennemføre danskuddannelsen på landets sprogcentre, hvis de samtidig er i job, skriver Kristeligt Dagblad. 

Det fremgår af en ny undersøgelse, som AKF, Anvendt KommunalForskning har foretaget for Integrationsministeriet, og som offentliggøres i dag.

- For alle kvinder - uanset om de er på uddannelsens niveau et, to eller tre - øger beskæftigelsesgraden sandsynligheden for, at de har langvarigt fravær fra uddannelsen.

Desuden kan vi se, at de kvinder, der følger dansk-uddannelsen på laveste niveau, har større sandsynlighed for ikke at gennemføre uddannelsen, hvis de har beskæftigelse ved siden af, fortæller Helle Bendix Lauritzen, sociolog ved AKF og medforfatter til undersøgelsen.

Årsagen er, at det er svært for kvinderne både at passe et arbejde og deltage i undervisningen på sprogskolen. Og når prioriteringen skal træffes, ja, så vælger familierne ofte indtægten, oplyser Helle Bendix Lauritzen og tilføjer:

- Vi kan se af undersøgelsen, at ikke alle vender tilbage til sprogskolen efter et langvarigt fravær, og kvinderne nævner selv at længerevarende fravær har betydning for deres indlæring, siger Helle Bendix Lauritzen til Kristeligt Dagblad. 

Dermed kan det at tage et arbejde sideløbende med danskuddannelsen få betydning for kvindernes muligheder på længere sigt. Især for de kvinder, som har en uddannelse med sig fra hjemlandet og drømmer om at finde et godt arbejde i Danmark. Ofte er de job, de kan få hurtigt efter ankomsten til Danmark, ufaglærte stillinger, som tilmed er følsomme over for skiftende konjunkturer.

  • Print
  • Videresend