Hård konkurrence om fremtidens djøfere
Om otte år - i 2015 - er udbuddet af samfundsvidenskabeligt uddannet arbejdskraft vokset med 18,1 procent. Men efterspørgslen vil være steget med 35,3 procent.
Det viser en ny fremskrivning fra Anvendt KommunalForskning (AKF). Ikke så overraskende peger pilen på, at der bliver kraftig mangel på læger, lærere og sygeplejersker i 2015. Og mere overraskende, at der vil være tilstrækkeligt med naturvidenskabeligt uddannede.
Djøf-typerne bliver der stærk rift om, fordi efterspørgslen stiger kraftigt både i den private og den offentlige sektor. I den offentlige velfærdssektor bliver der rift om djøferne, fordi den er ved at blive en akademiseret videnssektor.
"Uddannelsesniveauet hos den offentlige sektors personale bliver løftet kraftigt i disse år. Især i kommunerne. Og i de senere år er der over en bred kam foregået et langt kraftigere løft i uddannelsesniveau i den offentlige sektor end i den private," forklarer forskningsleder i AKF, Henrik Christoffersen.
Tager vi djøferne - som godt nok ikke fylder ret meget i det samlede kommunale landskab - taler AKF-analysen om en vækst på 85 procent i primærkommunerne fra 1996 til 2003.
Og kommunalreformen har ikke bremset væksten, tværtimod. Ifølge DJØFs medlemsregister er antallet af djøfere i kommunerne vokset med mere end 500 alene i de to år, kommunesammenlægningerne stod på.
I den private sektor accelererer efterspørgslen efter djøfere, fordi væksten ligger i de private serviceerhverv - rådgivning, revision, IT, PR, reklame og design - og de skal bruge djøfere til at vokse."Den store vækst i den private servicesektor har været stærkt beroende på et øget indtag af samfundsvidenskabeligt uddannede med moderne kvalifikationer. Det vil også være betingelsen for fortsat vækst," siger Henrik Christoffersen.
"Det, vi ser, er videnssamfundet i en nøddeskal." (Eva Bøgelund)




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: