Flere danskere lever alene
Et stigende antal danskere lever livet alene - frivilligt eller ufrivilligt. Den voksende skare af enlige koster samfundet dyrt, skriver Berlingske Tidende.
I perioden 2000-2010 er antallet af enlige danskere nemlig steget med 11 procent blandt mænd og syv procent blandt kvinder, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det betyder, at knap 1,5 millioner danskere i dag hører til kategorien »enlige« forstået på den måde, at de hverken lever i et ægteskab, i et registreret parforhold eller i det hele taget sammen med en partner.
Fortsætter den tendens, kan det blive en dyr affære for samfundet, siger Eigil Boll Hansen, cand. oecon. og forsker ved AKF, Anvendt KommunalForskning.
- Generelt er det dyrere for samfundet, hvis man bor alene i stedet for sammen med en partner. Hvis man eksempelvis som ældre menneske bor alene og har helbredsproblemer, stiger risikoen for, at man har brug for hjælp fra andre udefra. Et ægtepar kan bedre hjælpe hinanden indbyrdes, siger han til Berlingske Tidende.
Derudover nævner Eigil Boll Hansen, at staten oftere må punge ud med boligstøtte til enlige end til par, fordi par ofte har så høj en samlet indkomst, at de ikke er berettiget til at få boligsikring.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: