Forside pil Presserum pil AKF i pressen pil Alle pil Fleksjob er dyrere end...

Fleksjob er dyrere end politiet

Agenda.da.dk 11. marts 2010 

Fleksjob er blevet mere populært, end politikerne regnede med. Udgifterne til ordningen er historisk høje, og det bekymrer eksperter. Det skriver Agenda.

Siden 2004 er udgifterne til fleksjob tredoblet. I 2009 var den samlede udgift dermed 8,7 milliarder kroner, og ifølge finansloven sætter ordningen rekord i 2010, hvor der udskrives en regning på over 9 milliarder kroner. Det betyder, at det er 300 millioner kroner dyrere at holde personer i fleksjob, end det er at holde politiet på gaden. I 2004 var der omkring 32.000 fuldtidspersoner i fleksjob og på ledighedsydelse. Det tal er i dag mere end fordoblet til cirka 66.000.

Et fleksjob giver en lønmodtager med varigt nedsat arbejdsevne mulighed for at gå ned i arbejdstid og stadig modtage fuld løn gennem et tilskud fra det offentlige. Det betyder eksempelvis, at en person kan arbejde 20 timer og få de sidste 17 timer kompenseret med løntilskud. Løntilskuddet kan være på op til 296.660 kroner om året.

Ifølge Hans Erik Rasmussen, jobcenterchef i Slagelse kommune, er fleksjobordningen simpelthen for fristende:

- Ordningen er attraktiv for borgere med varigt nedsat funktionsevne, da man opretholder 37 timers løn, men arbejder en del mindre, siger han.

Seniorforsker hos AKF, Dorte Caswell, har daglig kontakt med jobcentrene. Hun bakker op om Hans Erik Rasmussens pointe og fastslår, at det er en generel bekymring:

- Det jeg hører fra de medarbejdere, der sidder med det her hver dag i jobcentrene, er, at ordningen simpelthen er for lækker, og at den derfor kan friste til misbrug, fortæller hun.