Forside pil Presserum pil Udpluk af AKF i medierne pil Alle pil En erhvervsuddannelse ...

En erhvervsuddannelse giver adgang til god løn

LO.dk 21. juni 2007

Næsten 500.000 kr. i årsløn. Det er den indtægt, hver fjerde elev, der afsluttede en erhvervsuddannelse (EUD) i 1990, opnåede 15 år efter, de afsluttede deres erhvervsuddannelse. Gennemsnitslønnen for alle, der tog en EUD i 1990, var 300.000 kr.

Tallet kommer fra en undersøgelse ”EUD også for de stærke”, som er foretaget af AKF for LO. Formålet med undersøgelsen er at afdække, hvad en erhvervsuddannelse kan føre til.

– For LO er det vigtigt, at erhvervsuddannelserne er for alle elever. Den skal være rummelig for de elever, der først og fremmest har en praktisk adgang til faget, men der skal også være plads til dem, der for eksempel bruger erhvervsuddannelserne til at komme videre i uddannelsessystemet. Og det viser denne undersøgelse, at der er gode muligheder for, siger LO’s næstformand Tine Aurvig-Huggenberger.

45 pct. af de højestlønnede EUD´ere tog efterfølgende en videregående uddannelse. Der er typisk tale om en kort videregående uddannelse, som f.eks. elinstallatør. Kun 30 pct. af samtlige EUD´ere har taget en videregående uddannelse.

15 pct. af de højst lønnede med en erhvervsuddannelse er ansat som ledere. Til sammenligning er kun 6 pct. af samtlige EUD’ere endt som ledere.

Det område, hvor der er størst chance for at opnå høj løn, er inden for kontorfaget. Men også jern og metal samt bygge og anlæg har mange højtlønnede EUD’ere.

– Det er meget positivt, at så stor en del opnår både høj løn, videreuddannelse og lederstillinger. Men det er nødvendigt med endnu bedre muligheder for at bygge videre på sin erhvervsuddannelse. Det skal sikres i det arbejde, der nu skal i gang omkring udformningen af de øverste trin i erhvervsuddannelserne, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

 

  • Print
  • Videresend