Forside pil Presserum pil Udpluk af AKF i medierne pil Alle pil Århus er Danmarks syge...

Århus er Danmarks sygeste by

da.dk den 11. februar 2010

Antallet af førtidspensionister og fleksjobbere slår rekord i Århus. Samtidigt rasler antallet ned i København.

Der er stor forskel på, hvornår en kommune mener, at man er så syg, at man skal have førtidspension eller fleksjob, skriver da.dk. 

Århus er nu den by i Danmark, hvor flest mennesker er på varig, offentlig støtte på grund af nedsat arbejdsevne. Selv København, der har næsten dobbelt så mange indbyggere i den arbejdsduelige alder som Århus, har nu færre førtidspensionister og fleksjobbere.

Siden starten af 2006 er der støt og roligt blevet færre på de ydelser i København og flere i Århus, så der i de to byer nu er ca. 20.400 førtidspensionister, fleksjobbere og folk, der er godkendt til fleksjob, men ikke har fået et endnu. For fire år siden var der 16.500 i Århus og over 23.000 i København.

En væsentlig del af forklaringen er, at Århus de seneste år har tildelt over tre gange så mange førtidspensioner og fleksjob som København, hvis man korrigerer for forskellen i indbyggerantal.

I København mener direktøren for jobcentrene, Thomas Thellersen Børner, ikke, at kommunen er for striks.

- Vi får medhold i 93 procent af de førtidspensionsafgørelser, der bliver anket, siger han.

- Vi har en klar arbejdsgang, der betyder, at vi ikke starter sager om førtidspension eller fleksjob, før ansøgerens arbejdsevne er blevet evalueret 100 procent, siger han.

Århus: Vi følger reglerne
Beskæftigelseschef Vibeke Jensen mener heller ikke, at Århus tildeler forkert.

- Undersøgelser foretaget af både Ankestyrelsen og eksterne konsulenter har vist, at vi tildeler førtidspension og fleksjob helt i overensstemmelse med lovgivningen. Vi har endda færre nye tilkendelser af førtidspension, end vi burde ud fra vores alderssammensætning, uddannelsesniveau og en række andre forhold i kommunen. Jeg forsvarer på ingen måde førtidspensionssystemet, for det kunne med stor fordel laves om, men vi følger reglerne, siger hun.

Hun forklarer udviklingen siden 2006 med, at Århus har modtaget rigtigt mange flygtninge og indvandrere, og særligt kvinderne har fået førtidspension pga. traumer.

- Desuden brugte vi Ny Chance til Alle til at komme ned i bunken med kontanthjælpsmodtagere, og det afslørede en del personer med markant nedsat arbejdsevne, der krævede en særlig indsats, siger hun.

Kræn Blume Jensen, seniorforsker hos AKF, Anvendt KommunalForskning, siger, at noget, der er typisk for en kommune, der tildeler relativt mange førtidspensioner, er, en stor brug af førtidspensioner på grund af psykisk sygdom.

I Århus blev 57 procent af de nye førtidspensioner i 2008 givet på grund af en psykisk lidelse. I København var det 39 procent.

  • Print
  • Videresend