Forside pil Presserum pil AKF i pressen pil Alle pil 24-års-regel giver fle...

24-års-regel giver flere lyst til at uddanne sig

Jyllands-Posten 12. juli, JP side 1 

Unge ugifte indvandrermænd har dobbelt så stor chance for at komme i gang med en uddannelse end gifte, og derfor har den omstridte 24-års-regel en positiv effekt på andelen, som finder vej videre i uddannelsessystemet. Det konkluderer ny dansk forskning, som har set nærmere på sammenhængen mellem ægteskab og uddannelse ud over folkeskolens afgangseksamen.

24-års-reglen blev primært indført for at begrænse indvandringen til Danmark og for at forhindre tvangsægteskaber, men reglen har haft endnu en effekt, forklarer professor ved Aarhus Universitet og AKF, Anvendt KommunalForskning, Helena Skyt Nielsen.

»Vores resultater tyder på, at der for unge mænd med indvandrerbaggrund er en klar positiv sammenhæng mellem at udsætte ægteskabet og at begynde på en uddannelse,« siger Helena Skyt Nielsen, der har gennemført undersøgelsen sammen med professor Nina Smith, Aarhus Universitet, og ph.d. Aycan Celikaksoy, Handelshøjskolen i Århus.

Indførelsen af 24-årsreglen i juli 2002 betød, at en udenlandsk ægtefælle i dag ikke længere kan blive familiesammenført til Danmark, hvis bare én af parterne er under 24 år.

I undersøgelsen har de tre forskere kigget nærmere på ægteskabs- og uddannelsesmønstre blandt flere end 44.000 indvandrere mellem 18 og 24 år i perioden 2000-2004. Som kontrolgruppe har de samtidig set på de tilsvarende mønstre hos knap 152.000 danske unge.
Det forandrede ægteskabsmønster hos unge indvandrere viser, at halvdelen i dag gifter sig med en ægtefælle, der er bosat i Danmark, mod en tredjedel for få år siden. Set over tid vurderer forskerne, at 24-års-reglen kan reducere gabet mellem danske unge og indvandrerunge, der begynder på en ungdomsuddannelse til under det halve. (Henrik Vinther Olesen)