24-års-regel motiverer til uddannelse
- Vores resultater tyder på, at der for unge mænd med indvandrerbaggrund er en klar positiv sammenhæng mellem at udsætte ægteskabet og at begynde på en uddannelse, siger Helena Skyt Nielsen, professor ved Aarhus Universitet og AKF, til Jyllands-Posten.
Reglen om, at man skal være 24 år, før man kan blive familiesammenført blev indført for at begrænse indvandringen til Danmark og forebygge mod tvangsægteskaber af unge kvinder. Men Det Radikale Venstres integrations- og udlændingeordfører Morten Østergaard ser ikke så positivt på resultaterne af den nye forskning.
- Det væsentligste resultat er, at 24-års-reglen ikke virker for de piger, som den blev indført for at hjælpe. Vi ved fra eksperter, at den ikke hjælper mod tvangseksperter, og nu kan vi se, at den heller ikke hjælper dem i forhold til uddannelse. Så samlet set forsvinder alle argumenter for 24-års-reglen, siger Morten Østergaard.
Han påpeger også, at undersøgelsens resultater er påvirket af mange andre tiltag, der er gjort for at få de unge i uddannelse.
Forskerne har undersøgt sammenhængen mellem ægteskabs- og uddannelsesmønstre blandt flere end 44.000 indvandrere mellem 18 og 24 år i perioden 2000-2004. (Ida Sass)




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: