Kvalitetssikring af AKF’s forskning
AKF’s forskning skal være af høj videnskabelig kvalitet, og en række elementer i AKF’s organisering sikrer, at det til stadighed er tilfældet:
- Ekstern kvalitetssikring af manuskripter inden offentliggørelse
- Publicering i internationale videnskabelige tidsskrifter
- AKF’s forskere bedømmes efter sædvanlige videnskabelige standarder
- Hjemtagelse af midler fra såvel de frie som strategiske forskningsråd
- Samarbejde med de bedste forskningsmiljøer i ind- og udland
- Al AKF’s forskning offentliggøres
- Samarbejdet med rekvirenterne er organiseret således, at forskningens uafhængighed tilgodeses.
AKF publiceringer kvalitetssikres ved, at et udkast til manus sendes til bedømmelse hos to af AKF uafhængige og anerkendte forskere med særlig kendskab til undersøgelsesfeltet, ligesom også en intern AKF-forsker, der ikke har været involveret i undersøgelsen, kvalitetssikrer. Manus sendes til bedømmerne ledsaget af et brev fra AKF’s direktør med et vurderingssskema, som bedømmerne forventes at tage udgangspunkt i, om end de er frit stillet for også at kommentere forhold af betydning for undersøgelsens kvalitet, der eventuelt ikke fremgår direkte af skemaet. Et manuskript til rapport, working paper mv. bliver således inden offentliggørelse bedømt efter sædvanlige videnskabelige standarder, og bedømmerne skal afslutningsvist tage stilling til, om manus har en tilstrækkelig kvalitet til, at det kan offentliggøres. Bedømmelserne behandles af AKF’s ledelse, der tager stilling til, hvad vurderingen eventuelt skal give anledning til af ændringer inden offentliggørelse.
AKF’s forskere får hvert år offentliggjort et relativt stort antal artikler i internationale videnskabelige tidsskrifter med anonym refereeordning. Herved udsættes AKF’s forskning for den skrappest mulige kvalitetskontrol og publiceringen er med til at sikre, at de metoder og teorier, der anvendes i instituttets forskning, er på højde med den internationale standard.
AKF’s forskere udsættes specielt i starten af karrieren for relativt hyppige bedømmelser, der bidrager til, at de har kvalifikationer på et højt videnskabeligt niveau. Forskerne har dermed det bedste udgangspunkt for, at det alene er en gedigen faglighed, der danner udgangspunkt for resultater og konklusioner. Standarden for bedømmelserne svarer til den, der anvendes på universiteter og andre forskningsinstitutioner. AKF-forskernes høje kompetenceniveau understreges endvidere af, at de til stadighed formår at hjemtage meget betydelige midler fra såvel de frie som strategiske forskningsråd. Det helt afgørende for at få bevillinger herfra er, at såvel forskerne som de projekter, der søges bevillinger til, har en høj videnskabelig kvalitet. Endelig har forskerne i AKF kvalifikationer på et sådant niveau, at de er attraktive samarbejdspartnere for en lang række kollegaer på universiteter og andre forskningsinstitutioner i ind- og udland.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: