Integration
Session 2
Eskil Heinesen, AKF og Line Møller Hansen, Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration
Sessionsleder Hans Hummelgaard
AKF gennemfører løbende benchmarkanalyser for Integrationsministeriet, hvori kommunernes succes mht. at få nytilkomne udlændinge i beskæftigelse sammenlignes.
Eskil Heinesen redegør for, hvordan der i benchmarkanalyserne korrigeres for forskelle i kommunernes rammevilkår – en korrektion der er helt afgørende for, at analyserne giver en retvisende sammenligning af kommunernes succes. Han fortæller både om nogle af de indvendinger, der altid kan rettes mod sådanne analyser og om, hvorfor benchmarkanalyser er et vigtigt instrument, når man skal følge integrationsindsatsen. Eskil Heinesen viser også nogle centrale resultater fra de seneste analyser, både mht. kommunale forskelle og mht. udviklingen i integrationen de senere år.
Line Møller Hansen holder oplæg om, hvordan Integrationsministeriet bruger benchmarkanalyser og andre effektmålinger som redskab i arbejdet med til stadighed at forbedre kommunernes resultater på integrationsområdet. Hvordan kan analyserne danne afsæt for, at kommunerne kan bruge hinanden til at blive bedre, og hvordan bistår ministeriet med at fremme erfaringsudvekslingen mellem kommunerne, så de gode eksempler kan udnyttes bedst muligt i de øvrige kommuner?
På baggrund af oplæggene vil der blive lagt op til en erfaringsudveksling blandt sessionsdeltagerne om, hvordan effektmålinger kan være med til at forbedre integrationsindsatsen og eventuelle barrierer herfor, og hvad der skal satses på fremover.
Eskil Heinesen (forskningsleder i AKF) forsker bl.a. i effekter af skoleressourcer og social arv på elevernes uddannelsesforløb og arbejdsmarkedskarriere, i benchmarking-analyser af integrationen i kommunerne målt ved udlændinges beskæftigelse og selvforsørgelse og i effekter af at bo i socialt udsatte boligområder. Forskningen er baseret på økonometriske/statistiske metoder.
Line Møller Hansen (specialkonsulent i Integrationsministeriet) arbejder bl.a. med analyser af udviklingen i integrationen i Danmark herunder med effektmålinger af kommunernes integrationsindsats, evalueringer af om lovgivningen virker efter hensigten, effektstyring af integrationen gennem opstilling og monitorering af centrale målsætninger og måleindikatorer.