AKF's årsberetning 2010
Dagens forskning – morgendagens løsninger
2010 var året, hvor krisen fik omfattende konsekvenser for hele den offentlige sektor. Situationen er meget anderledes end det foregående årti, og den økonomiske smalhals vil forsætte de næste mange år. Det stiller store krav til kommuner og regioner. Hver krone skal vendes, og der skal nødvendigvis tænkes i nye løsninger.
AKF’s forskning adresserer netop disse problemstillinger. Vi forsker i, hvordan den offentlige velfærdsproduktion kan finde nye veje og nye måder at effektivisere og innovere. Hvordan kan der prioriteres, så ydelserne rammer borgernes behov præcist, og der kun bruges penge på det, der rent faktisk virker bedst? AKF sætter fokus på nye organisationsformer, herunder nye betalingsmodeller og offentligt-privat samarbejde, der vil vinde frem de kommende år.
Spørgsmålet er desuden, hvordan man kan udvikle styringsmekanismer, der tager udgangspunkt i medarbejdernes motivation, og hvordan denne drivkraft kan bidrage til at udvikle den offentlige sektor.
Et alt for stort antal danskere står uden for arbejdsmarkedet af sociale og sundhedsmæssige årsager. AKF’s forskning viste i 2010, at den hidtidige aktiveringsindsats, rettet mod at få de svageste i gang på arbejdsmarkedet, har været spildt. AKF’s forskning viser, at der er behov for at gå nye veje, hvis flere af de svageste på arbejdsmarkedet skal i job.
AKF’s forskning viser også, at skoleforløbet er helt afgørende for, hvordan det går eleverne videre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. AKF er med i PISA-konsortiet og stod i 2010 bag PISA-rapporten, som viste en forstemmende udvikling. Eleverne er ikke blevet dygtigere i det seneste årti, og den sociale arv lever i bedste velgående. AKF’s forskning viser, at stærk ledelse, klare mål og fagligt dygtige lærere er afgørende for, om en skole kan fremvise gode resultater blandt dens elever.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: