Forside pil Nyheder pil AKF Nyt pil AKF Nyt 2007, nr. 3 pil Kommunale forskelle i ...

Kommunale forskelle i integrationssucces

Af Eskil Heinesen og Leif Husted
Der er forskel på, hvor hurtigt udlændinge omfattet af integrationsloven bliver selvforsørgende i de forskellige kommuner – også selv om der tages højde for, at kommunerne har forskellige vilkår for integrationen.

Pige med slørAKF har undersøgt, hvor lang tid der går, før udlændingene ikke længere modtager offentlige ydelser. Det viser sig, at der er stor forskel fra kommune til kommune. Langt hen ad vejen kan disse forskelle forklares med, at kommunernes vilkår er forskellige – der er fx forskel på gruppen af udlændinge og på de lokale arbejdsmarkedsforhold. Men selv når der tages højde for kommunernes forskellige vilkår, er der betydelig forskel på, hvordan det går med integrationen.

Forskellene mellem kommunerne

I AKF’s undersøgelse ses der kun på de første fire år af udlændingenes ophold i Danmark. Det betyder, at perioden, hvor den enkelte modtager offentlige ydelser, højst er målt til fire år. Den tid, der i gennemsnit går, før udlændingene bliver selvforsørgende varierer fra 22 til 44 måneder. Det vil sige, at udlændingene forsørger sig selv næsten to år hurtigere i den kommune, hvor det går hurtigst, sammenlignet med den kommune, hvor det tager længst tid. Hvis man så på en længere periode end de fire år, ville forskellene mellem kommunerne givetvis være væsentlig større.

Benchmarking bedre end simple nøgletal

AKF’s benchmarking af kommunerne tager højde for, at kommunernes vilkår for integrationsindsatsen er meget forskellige. Dette er vigtigt, både fordi indvandrerne i de forskellige kommuner er meget forskellige med hensyn til fx oprindelsesland, alder, helbred og forudsætninger for at lære dansk, og fordi de lokale arbejdsmarkedsforhold er forskellige. Når der tages højde for disse forskelle i kommunale vilkår, får man et væsentligt andet billede af, hvilke kommuner der har succes med integrationen af indvandrere, end man får ved blot at sammenligne kommunerne ud fra simple nøgletal.

80% af forskellene i AKF’s analyse kan forklares ved, at kommunernes vilkår er forskellige. Men de sidste 20% dækker over op mod 13 måneders forskel på, hvor hurtigt udlændinge integreres fra kommune til kommune. Det går 8 måneder hurtigere for udlændinge at blive selvforsørgende i den hurtigste kommune, end man skulle forvente ud fra kommunens vilkår. Og den langsomste kommune bruger mere end 5 måneder længere, end man skulle forvente ud fra vilkårene. Som nævnt ville disse forskelle være væsentlig større, hvis man så på en længere periode end de fire år.

Kommunerne kan lære af hinanden

Formålet med AKF’s undersøgelse har været at udpege de kommuner, der klarer integrationsopgaven bedst, så andre kommuner kan lære af disse. Hvis de bedste strategier kan udbredes til alle kommuner, vil den samlede integrationsindsats blive mere effektiv. Dog gælder det stadig, at den optimale indsats i et vist omfang vil afhænge af kommunens vilkår. 

Kommunernes succes med integrationen er målt for både de nye og de gamle kommuner. Da den analyserede periode ligger før, de nye kommuner blev en realitet, afspejler resultaterne naturligvis de tidligere kommuners indsats på området. For de nye kommuner, der består af flere af de gamle kommuner, er succesen med integrationen målt som et gennemsnit af resultaterne i de gamle kommuner. De nye kommuner kan bruge beregningerne fremadrettet med henblik på at forbedre den fremtidige indsats.

Sådan gør de bedste kommuner

I den omtalte undersøgelse ses der ikke på, hvad der betyder mest for integrationen, dvs. hvordan de enkelte kommuner har opnået deres placering. Men tidligere analyser fra AKF peger på følgende karakteristika for de kommuner, der klarer integrationsopgaven bedst:

  • De har klare målsætninger og prioriterer integrationsindsatsen højt både politisk og administrativt.
  • De har fokus på den del af indsatsen, der er direkte rettet mod arbejdsmarkedet.
  • De sagsbehandlere, der tager sig af integrationsindsatsen, er specialister på netop dette område.
  • Udlændingene følges tæt, sagsbehandlingen er individuel og systematisk, og der stilles krav om aktiv deltagelse i introduktionsprogrammet.
  • Print
  • Videresend