Træning af børn med autisme
Autisme hos små børn er en alvorlig sag. Det er et problem, der påvirker hele familiens liv og fremtidsperspektiv. Autisme er en livslang udviklingsforstyrrelse, der især rammer evnen til at forstå andre mennesker og leve sig ind i deres motiver og følelser. Og tabet af denne evne fører ofte til social isolation og problemer med at klare sig i samfundet. Både kommuner og forældre er derfor interesseret i at afprøve pædagogiske metoder, der kan understøtte barnets udvikling og kompensere for noget af det medfødte handicap.
Børns udbytte af træningstilbud
I de senere år har især ABA-metoden tiltrukket sig opmærksomhed og skabt nogle særlige forventninger, fordi fortalerne hævdede, at forskningen havde vist, at den understøttede børnenes udvikling bedre end andre pædagogiske metoder. Man startede derfor for nogle år siden en forsøgsordning i Københavns Kommune, hvor børnene modtog dette særlige tilbud, selv om det var to til tre gange så dyrt som det almindelige tilbud. AKF og MarcelisborgCentret har netop afsluttet en analyse af resultaterne fra dette forsøg, hvor man sammenlignede børnenes udbytte med det udbytte, en tilsvarende gruppe børn fik af at modtage det gængse tilbud. Resultatet af denne evaluering er særdeles overraskende.
ABA-metodens grundlæggende filosofi er, at barnet kan lære at kompensere for en lang række af sine problemer gennem en intensiv træning, hvor en voksen hele tiden presser barnet, stiller krav til det og lærer det bestemte færdigheder på særlige måder, som er udviklet inden for denne tradition. Træningen foregår i et særligt rum i en almindelig børnehave, hvor der ikke er andre børn med udviklingsforstyrrelser. Derved får barnet en daglig omgang med almindelige børn, som kan tjene som rollemodeller for barnet med autisme. Som sådan virker metoden umiddelbart fornuftig. Det forekommer nærmest indlysende »logisk«, at den må være bedre.
Det almindelige tilbud herhjemme går ud på, at børnene stort set fordeles i almindelige børnehaver og specialbørnehaver alt efter sværhedsgraden af deres problemer. Hvis de kan hjælpe sig selv og indgå i sociale sammenhænge, kommer de i almindelig børnehave med støtte. Ellers kommer de i en specialbørnehave, der er indrettet specielt til at imødekomme deres behov eller en særlig stue med andre børn med udviklingsforstyrrelser. Det store spørgsmål har derfor for mange forældre været, om de gik i stå i deres udvikling, når de ikke fik større udfordringer, eller om de omvendt nød godt af det specialiserede tilbud, hvor indretningen og personalet tog hensyn til deres særlige vanskeligheder.
De almindelige tilbud har været præget af en pædagogisk filosofi, som er inspireret af den såkaldte TEACCH-metode. Den lægger vægt på, at der ikke stilles større krav, end barnet kan klare, og at barnet først og fremmest skal være tilfreds med sig selv. Samtidig indrettes lokalerne, så de er overskuelige, og hverdagen må heller ikke indeholde alt for mange overraskelser. Hvis barnet har svært ved at forstå det talte sprog, bruger man billeder, og hvis det har svært ved at overskue dagens opgaver, sætter man billeder op på en tavle, som kan lette overblikket. Man har ikke travlt med at kræve, at barnet opfører sig normalt, og man er rede til at gøre brug af forskellige metoder til at støtte barnet. Herunder også metoder, som hentes fra ens almindelige grunduddannelse som pædagog.Hvilken af de to metoder er den bedste?
Det viste sig overraskende nok, at det var det almindelige tilbud, der havde den bedste effekt. Også selv om det kostede en tredjedel af ABA-tilbuddet. Børnene blev målt med knap et års mellemrum af erfarne psykologer, og det viste sig, at børnene i det almindelige tilbud havde udviklet sig mere, både hvad angår intelligensprøven, sproglige færdigheder og selvhjælpsfærdigheder.
Børnene i ABA-tilbuddet havde de mest tilfredse og optimistiske forældre, og både forældre og pædagoger inden for dette tilbud havde en mere optimistisk vurdering af barnets udvikling end pædagoger og forældre i de almindelige tilbud. Derudover pegede de psykologiske undersøgelser på, at børnene var blevet bedre i deres sociale kontakt.
ABA-tilbuddet er et eksempel på noget af det, vi kommer til at opleve fremover, hvor nye modeller for den sociale indsats kommer hertil fra udlandet. Kommunerne skal fremover tage stilling til krav fra forældre, der hævder, at metoden er gennemprøvet i andre lande, hvor den har vist sig bedre end andre metoder. Samtidig kan metoden, som det var tilfældet her, kun gennemføres ved hjælp af supervision og efteruddannelse leveret af de firmaer, der har udviklet metoden. Afvigelser fra den internationale standard tolereres ikke.
Kommunernes dilemma
Kommunerne skal derfor fremover vurdere, om de skal bruge flere penge på en særlig metode, som er udviklet i fx USA og har en dokumenteret effekt, eller om de i stedet skal holde sig til den almindelige »danske« måde at gøre tingene på, selv om denne metode hverken er systematisk beskrevet eller kan dokumentere en forskningsbaseret »signifikant« effekt.
Det er derfor værd at få gennemført evalueringer som denne, der både beskriver, hvad der karakteriserer det almindelige danske tilbud og samtidig påviser dets kvaliteter.
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: