Danmark har sin egen model for et kreativt samfund
Hvorfor er den danske kreative klasse interessant?
Teorien, om den kreative klasse har skabt debat, har været udgangspunkt for mange byers arbejde med branding og har mødt massiv kritik. I 2002 udgav den amerikanske geograf og professor i regionaløkonomi Richard Florida bogen »The Rise of the Creative Class«. Her fremfører han teorien om, at en stadigt voksende del af den amerikanske arbejdsstyrke primært betales for at tænke nyt og innovere, enten teknisk (fx forskere, ingeniører, og arkitekter), kunstnerisk (fx musikere, instruktører eller designere) eller processuelt (fx ledere, jurister og management folk). De betegnes som »den kreative klasse«, og tillægges af Richard Florida en særlig betydning for samfundsudviklingen. De er så vigtige for videnbaserede processer, at mange amerikanske virksomheder lokaliserer sig der, hvor den kreative klasse bor. Men de vil ikke bo hvor som helst – den kreative klasse tiltrækkes af byer med særlige kvaliteter såsom et rigt kulturliv, en bred vifte af rekreative muligheder, åbenhed og tolerance over for folk med anderledes livsstil og værdier. Det er kort fortalt teorien om den kreative klasse: tolerante miljøer tiltrækker talent, der skaber teknologisk og økonomisk udvikling.
Hvorfor beskæftige sig med teorien om den kreative klasse?
Teorien om den kreative klasse har vundet indpas mange steder, og det samme har kritikken af den. Richard Florida identificerer en statistisk sammenhæng mellem, hvilke byer der har vækst i økonomi og innovationsrater, og hvilke byer der har et stærkt homoseksuelt miljø. Det er ikke i sig selv et indlæg i en politisk debat for eller imod homoseksualitet, men det kan det gøres til, og det er blevet gjort. Sammenhængene er belyst gennem statistiske beregninger af korrelationer og underbygget med et omfattende interviewarbejde. Forskning er næppe nogensinde helt fri for værdier, men skal man kritisere Richard Floridas teori om den kreative klasse, er der mere berettigede områder at slå ned på.
Eksempelvist er Richard Floridas forskning blevet kaldt populistisk og overfladisk. Det er korrekt, at The Rise og the Creative Class og særligt den efterfølgende The Flight of the Creative Class er noget populistiske og overfladiske. Men selve teorien om den kreative klasse bygger på statistiske analyser af amerikanske byregioner, der er publiceret i anerkendte akademiske tidsskrifter. Der og i bogen Cities and the Creative Class udelader Richard Florida mange af de anekdoter og udflugter, der får hans mere kendte bøger til at fremstå poppede, og koncentrerer sig i stedet om det metodiske håndværk. Således har forskere, studerende og andre interesserede stadig mulighed for at gå tilbage til de tidligere, mindre letlæselige, men metodisk grundigere artikler.
Endnu et kritikpunkt går på, at Richard Florida er for generel i sin vision om, hvad der skaber succesfulde og velfungerende byer. Det er korrekt, at han med sit fokus på autenticitet og tolerance ikke kommer med nogen konkrete anvisninger til byplanlæggere, hvilket synes noget nemt købt. Det er derimod hans pointe, at der ikke er en generel skabelon, man kan anvende på hvilken som helst by.
Richard Floridas teori er også blevet beskyldt for at fremme ulighed gennem fokus på den kreative klasse. Han ser den kreative klasse som spydspidsen i den kreative økonomi, der er ved at vokse frem i de tidligere industrilande. Den kreative klasse skal derfor ses som en indikator på den vej, den økonomiske udvikling går. Når Richard Florida fokuserer på, hvilke bymæssige karakteristika den kreative klasse foretrækker, og politikere og byplanlæggere efterlever hans idealer i forsøg på at tiltrække den kreative klasse, er konsekvensen dog ofte, at en allerede velstillet befolkningsgruppe forkæles. Richard Floridas pointe er her, at den kreative klasse er essentiel for byer, regioner og landes konkurrencedygtighed – og at opmærksomhed over for denne gruppe ikke kun er udtryk for ulige fordeling af »kagen«. Det er også et forsøg på at gøre den selv samme »kage« større. Den betragtning kan man være enig eller uenig i, under alle omstændigheder er det tydeligt, at kagen stadig deles ulige.
Et helt centralt kritikpunkt er, at teorien om den kreative klasse er en klassisk hønen og ægget-diskussion: hvad kommer først – diversitet og kultur eller den kreative klasse? Hvad kommer først – den kreative klasse eller økonomisk og teknologisk vækst? Florida argumenterer for, at påvirkningen kun går en vej: diversitet og kultur tiltrækker den kreative klasse, der skaber økonomisk og teknologisk vækst. Men man bør nok se det mere nuanceret – som et samspil. Det vil vi arbejde videre med i den efterfølgende analyse af den danske kreative klasse. Foreløbig har vi i Danmark gennemført statistiske analyser, der viser en klar sammenhæng mellem tolerance, talent og teknologi og vækst, men de fortæller os ikke noget om, hvilken vej kausaliteten går. Det skal i det kommende halve år belyses gennem interview med den kreative klasse, erhvervsledere, politikere, forvaltning og andre nøglepersoner.
Richard Florida sætter med teorien om den kreative klasse fokus på værdien af kre ative mennesker i den økonomiske udvikling. Han sætter fokus på den arbejdskraft, der skaber innovation. Den generelle udvikling for de tidligere industrilande, som afspejles i den kreative klasses vækst, hænger sammen med opkvalificeringen af arbejdet og outsourcing af ikke-innovationsbaserede job. Væksten af den kreative klasse trækker flere og flere mennesker ind i videnintensive job og skaber vækst og velfærd i lande som Danmark, der ikke længere kan konkurrere på lønninger og produktionsomkostninger.
Tilpasning af teorien til en europæisk kontekst
Den danske undersøgelse er en del af et større europæisk projekt, hvis formål er at afprøve Richard Floridas teori på danske forhold. Projektet følger så vidt muligt Richard Floridas oprindelige analyser med hensyn til metoder og opgørelsesmåder. Der er dog forskelle. Nogle beror på overvejelser om berettigelsen af de mål Richard Florida bruger i en nordeuropæisk kontekst, andre beror på tilgængelighed og sammenlignelighed af data i alle involverede europæiske lande. At måle begreber som tolerance, talent og teknologi – for ikke at tale om kreativitet – er noget nær umuligt på baggrund af registerdata. Det Richard Florida har gjort, og det alle partnere i det europæiske projekt gør, er at indkredse begreberne ved hjælp af indikatorer.
Kulturelle aktiviteter vurderes i den amerikanske undersøgelse ganske kvalitativt. I det europæiske projekt har vi imidlertid valgt at bruge antallet af beskæftigede inden for udvalgte kulturelle og rekreative brancher som indikator på et områdes kulturelle og rekreative udbud. Tolerance og åbenhed indkredses med en række indikatorer såsom omfanget af etnisk diversitet og integration af etniske minoriteter på arbejdsmarkedet kombineret med andelen af befolkningen, der er beskæftiget inden for udvalgte kreative fag (ud fra Richard Floridas tese om, at kunstnere er spydspidsen af den kreative klasse, den del, der vægter tolerance og åbenhed højest og først »opdager« nye steders kreative potentiale). Disse mål kombineres med endnu et par særlige europæiske mål: niveauet af udelukkelse fra arbejdsmarkedet og niveauet af offentlige serviceydelser for at indfange effekten af de europæiske velfærdsmodeller. Samtidig har vi i det europæiske projekt valgt at se bort fra Richard Floridas meget omdiskuterede »gay-index«. Det er der to årsager til: for det første fandt vi ikke, at tilstedeværelsen af homoseksuelle var udtryk for den samme tolerance i Europa og særligt i Danmark, som den er taget til indtægt for i Nordamerika, for det andet eksisterer sådanne opgørelser ikke og en vurdering måtte bygge på antallet af samboende af samme køn uden familiære relationer (denne metode blev anvendt i de nordamerikanske undersøgelser).
Når det gælder de påståede effekter af den kreative klasses tilstedeværelse, betragtes udvikling i befolkningen og udvikling i beskæftigelsen som indikatorer på generel vækst. Derudover efterleves Richard Floridas fokus på teknologisk udvikling ved at inddrage andelen af befolkningen, der er beskæftiget i udvalgte højteknologiske brancher og udviklingen i denne andel. Da Richard Florida fremhæver den kreative klasses iværksætterevner, ser vi også på udviklingen i antallet af virksomheder.
Alt i alt følger de europæiske analyser, og dermed også det danske projekt, Richard Floridas oprindelige undersøgelse af den kreative klasse og dens sammenhæng med tolerance og teknologi. De få justeringer, der er foretaget, bunder enten i professionelle vurderinger, praktiske forhold eller skyldes, at det har været muligt at inkludere flere variabler.
De store, de særlige og de nære
Den danske kortlægning af den kreative klasse viser en sammenhæng mellem teknologisk og økonomisk udvikling, tilstedeværelsen af den kreative klasse og indikatorer på tolerance samt kulturelle og rekreative muligheder. De samme tendenser som i USA. Kortlægningen peger dog også på forskelle mellem den kreative klasse i Danmark og USA.
Kortlægningen viser, at Danmark er et mere videnintensivt land end USA. Den danske kreative klasse omfatter lige over 40% af arbejdsstyrken, hvilket er godt 10% mere end i USA. Den danske kreative klasse er, som i USA, geografisk skævt fordelt. Der er en tendens til, at de danske byregioner tiltrækker den kreative klasse efter tre principper: Storbyen tiltrækker i kraft af sin størrelse, enkelte provinsbyer tiltrækker i kraft af særlige bymæssige kvaliteter og særlige mindre byer eller kommuner tiltrækker i kraft af en kombination af bymæssige kvaliteter og nærhed til de allerstørste byer.
Der er kun to store byer, der tiltrækker den kreative klasse i kraft af deres størrelse: København og Århus. Som byregioner er København og Århus hhv. nummer 1 og 2 i befolkningstal og også nummer 1 og 2 med hensyn til, hvor stor en andel den kreative klasse udgør af den samlede arbejdsstyrke. Den udgør hhv. 46% og 44% af byernes arbejdsstyrke. De 20 danske kommuner, der har den største andel kreative klassemennesker i deres arbejdsstyrker, ligger alle i enten København eller Århus byregion – 18 af dem ligger i København byregion. En stærk indikator på Københavns betydning som drivkraft for den danske kreative økonomi.
Under Århus’ størrelse tager størrelseseffekten i tiltrækningen af den kreative klasse af. Odense, Vejle og Ålborg er ikke store nok til at tiltrække ekstraordinært mange medlemmer af den kreative klasse.
[Indsæt tabel, 2stk.]
Enkelte små byregioner tiltrækker en overraskende stor del af den kreative klasse. Sønderborg byregion har kun Danmarks 14. største befolkning, men ligger på 3. pladsen, når det kommer til andelen af den kreative klasse. Svendborg byregion er på 18. pladsen befolkningsmæssigt, men på 4. pladsen med hensyn til den kreative klasse, mens Marstal, som kun er Danmarks 33. største byregion, placerer sig på 6. pladsen i kampen om at tiltrække den kreative klasse.
Stedkvalitet tiltrækker vækst
København og Århus er åbenbart af en sådan størrelse, at de opnår stedkvaliteter, som ingen andre danske byregioner kan konkurrere med i kampen om at tiltrække den kreative klasse – og så er der enkelte kvaliteter, som åbenbart er særligt tiltrækkende, i mindre byregioner som Sønderborg, Svendborg og Marstal.
Men hvad er det så for kvaliteter, der tiltrækker den kreative klasse? Den danske kreative klasse tiltrækkes grundlæggende af de samme faktorer som i USA. Der hvor andelen af kunstnere, etnisk mangfoldighed og udbud af kulturelle og rekreative aktiviteter er størst, er andelen af den kreative klasse også størst. Denne sammenhæng er statistisk signifikant. Generelt kan man se, at de største byer, hvor den kreative klasse er til stede i stort omfang, også ligger højt med hensyn til andelen af kunstnere, etnisk mangfoldighed og udbud af kulturelle og rekreative aktiviteter.
For steder som Svendborg og Sønderborg gælder, at andelen af kunstnere er høj. Samtidig ligger de to regioner relativt højt, når det kommer til etnisk diversitet i befolkningssammensætningen. I Marstal er udbuddet af kulturelle og rekreative muligheder ganske stor for så relativt lille en region. Der er tale om en statistisk tendens, der kan genfindes i de fleste byer, men ikke nødvendigvis gælder i alle konkrete tilfælde. Også en stedkvalitet, som (af indlysende årsager) ikke indgik i de amerikanske undersøgelser, har betydning for lokaliseringen af den danske kreative klasse: velfærd. Det viser sig, at den danske kreative klasse tiltrækkes af steder med et højt niveau af offentlige serviceydelser (målt som beskæftigelsen inden for uddannelses-, sundhedssektoren og udvalgte sociale opgaver), og at de holder sig fra steder med høje arbejdsløshedsrater for ikkeforsikrede ledige.
Og endelig et særdeles vigtigt resultat: Der hvor den danske kreative klasse bor, er der vækst. Der er en statistisk tendens til, at den kreative klasse bor steder, hvor der er vækst i befolkningen, vækst i beskæftigelsen og en stærk højteknologisk sektor. Det ser altså ud til, at den danske kreative klasse – ligesom sin amerikanske pendant – har en positiv økonomisk indflydelse på de steder, den søger til.
Mod disse resultater kan man indvende, at statistisk korrelation alene ikke kan sige noget om, hvad der kommer først, diversitet og kulturelle tilbud eller den kreative klasse, den kreative klasse eller vækst og højteknologi. Det er korrekt, når det gælder den danske analyse. I USA er de statistiske resultater derimod blevet kombineret med omfattende kvalitative undersøgelser for at analysere, hvilken vej kausaliteten går – hvad, der påvirker hvad. Den del af analysen vil i Danmark blive gennemført i løbet af vinteren 2005 og foråret 2006.
I Danmark regner vi ikke med at finde den samme entydige forklaringsmodel, som Richard Florida har fundet i USA. For det første forventer vi, at der i Danmark er tale om en synergieffekt, hvor diversitet og kulturelle miljøer tiltrækker folk fra den kreative klasse, der styrker det diverse og kulturelle miljø, som derefter tiltrækker endnu flere kreative klassemennesker. Det er desuden tænkeligt, at den kreative klasse nok stimulere vækst, men også tiltrækkes af vækst. Endelig forventer vi ikke at finde denne logik alle steder – i nogle områder vil bosætning og økonomi formodentligt være påvirket af mere traditionelle faktorer som arbejdspladser og billige boliger.
Det kreative Danmark
Den danske kreative klasse er større end den nordamerikanske, men vi kan se, at den geografisk fordeler sig efter de samme principper i Danmark som i USA, og at dens lokalisering har sammenhæng med de samme indikatorer på udvikling. Vi kan derudover se et særligt mønster for de danske byer. Forskellige typer byregioner tiltrækker den kreative klasse på forskellige vis – nogle i kraft af størrelse, nogle i kraft af særegne kvaliteter og nogle i kraft af deres nærhed til andre større byer.
Litteratur
akf og Copenhagen Economics (2004): Hovedstaden og globaliseringen: Danmarks strategiske udfordring, København: akf forlaget.
Florida, Richard (2002): The Rise of the Creative Class and How it’s Transforming Work, Leisure, Community and Everyday Life, New York: Basic Books.
Florida, Richard (2005): The Flight of the Creative Class – The New Global Competition for Talent.
Lorenzen, Mark og Kristina Vaarst Andersen (2005): The geography of the Danish creative class: A mapping and analysis, København: Copenhagen Business School. Rapporten kan downloades fra hjemmesiden: www.kreativeklasse.dk
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: