Adoption af rumænske børn
- indsats over for børn og forældre

Hvert år adopteres en række børn fra udlandet, men børnenes problemer kommer nogle gange helt bag på fo­rældrene, og det gælder især tidligt skadede børn, som i deres tidligste opvækst ikke har fået deres behov for omsorg tilstrækkeligt dækket. Her er der behov for en intensiv indsats fra det offentlige ofte flere år efter adoptionen skriver docent Jill Mehlbye, akf.

Hvert år adopteres 500-600 børn fra udlan­det. I perioden 1998 til 2004 adopteredes i alt 4.324 børn fra udlandet primært fra Kina og Indien. I 1990’erne adopteredes også en del børn fra Rumænien.

akf har gennemført en undersøgelse af de børn, der adopteredes i 1990’erne fra Ru­mænien (Mehlbye 2005). Det skal indled­ningsvist bemærkes, at de børn, der adopte­redes fra Rumænien i 1990’erne, i langt vi­dere udstrækning end normalt for adoptiv­børn, havde vanskeligheder som følge af deres tidligste opvækst. Stort set alle børn kom således fra børnehjem i Rumænien, hvor de havde levet under dårlige forhold, såvel fy­sisk som psykisk, i form af dårlig ernæring, dårlig hygiejne og manglende følelsesmæs­sig kontakt til voksne.

Undersøgelsen belyser, hvilke problemer forældre og børn havde haft under barnets opvækst, og hvordan støtten til børn og fo­rældre fra det offentlige har fungeret set fra adoptivforældrenes side.

Undersøgelsen gennemførtes både for en afdækning af, hvordan det er gået børn og forældre, og for at undersøge, hvad disse fo­rældres erfaringer kan lære os om adoption af udenlandske børn, som har tilbragt deres tidligste år på børnehjem ofte med utilstræk­kelig omsorg og stimulering af nære voksne.

Børn og forældre har stort behov for hjælp

Undersøgelsen viser, at børnene var relativt gamle ved adoptionen, idet de typisk var i alderen to til fire år, og at to tredjedele af børnene havde større eller mindre psykiske og fysiske vanskeligheder ved ankomsten til Danmark.

De danske forældre, som adopterede disse børn, var i de fleste tilfælde slet ikke forbe­redt på, at børnene havde problemer, idet de skriftlige oplysninger, der forelå om børnene inden adoptionen, enten var mangelfulde el­ler direkte misvisende. Børnenes problemer kom derfor som et chok for forældrene, der havde forventet at adoptere et helt rask og sundt barn. I stedet adopterede de et barn med store vanskeligheder, som kom til at præge deres familieliv i mange år frem, fordi det har stillet meget store krav til dem som forældre.

Under opvæksten i Danmark har disse børn især haft indlæringsmæssige og faglige problemer i skolen samt sociale problemer i kontakten med jævnaldrende børn, formo­dentlig vanskeligheder, der skal tilskrives deres liv før adoptionen. Problemerne har været så store, at det har været umuligt at undervise dem i den normale folkeskole­klasse, og de har måttet henvises til special­undervisning i specialklasse eller på special­skole på grund af deres fysiske og/eller psy­kiske handicap.

Under opvæksten har langt de fleste af alle forældre og deres børn modtaget hjælp fra det offentlige. Hjælpen går lige fra al­mindelig støtte og vejledning ved sundheds­plejersker, lærere og pædagoger til special­hjælp ved speciallæger, psykologer og tale­pædagoger. På denne måde kan man ikke påstå, at familierne ikke har modtaget hjælp fra det offentlige.

Dette er flertallet af forældrene enige i, men alligevel vurderer de fleste af foræl­drene, at kvaliteten og indholdet i hjælpen, set ud fra deres behov for hjælp, ikke har været tilstrækkelig god, og her ligger det største problem.

Forældrene klager over, at de under deres barns opvækst er stødt på fagfolk, der ikke har vidst, hvad de skulle stille op med barnets problemer, og at de selv som forældre har måttet kæmpe for at få deres barns behov for kvalificeret hjælp og støtte tilgode­set. Det er især forældre til børn med store vanskeligheder, dvs. børn i specialtilbud (specialklasse m.m.), som ikke er særlig til­fredse med skolens tilbud og med den viden, de professionelle har haft om netop deres barns handicap og problemer.

Kort sagt, der har været nok af tilbud, men indholdet og kvaliteten af tilbuddene har ikke været tilstrækkelig god – set fra foræl­drenes side.

Der synes især at mangle viden om tidligt skadede børn og børn med fysiske og/eller psykiske handicap, hvor de almindelige pædagogiske psykologiske rådgivninger i kommunerne ikke synes at besidde tilstræk­kelig viden, hvilket understøttes af andre un­dersøgelser (Mehlbye og Kongsø 2003). Dette vækker eftertanke, når vi tænker på den snarlige udlægning til kommunerne ved kommunalreformens ikrafttræden januar 2007af alle opgaver for børn og unge med psykiske og fysiske handicap.

Hvad har forældre og børn behov for?

På basis af undersøgelsen kan det konklude­res, at familier, der adopterer børn fra udlan­det og især forældre, der adopterer børn med psykiske og/eller fysiske handicap, har behov for følgende hjælp:

• Hjælp til sorg- og krisebearbejdning til de forældre, der har adopteret et barn med handicap eller svære psykiske van­skeligheder.
• Tidlig indsats ved opsøgende virksom­hed fra kompetente fagfolk, som kan følge barn og familie i længere tid, evt. under hele barnets opvækst, således at behov for hjælp kan iværksættes straks.
• Mulighed for støtte til adopterede børn og unge med henblik på bearbejdning af deres særlige situation som adopterede.
• Oplysning til forældrene om, hvilke kon­krete hjælpetilbud der eksisterer og hjælp til at finde rundt i det offentlige hjælpe­system.
• Faglig kompetent vejledning til forældre, lærere og pædagoger, der omgås barnet, fra folk, der har en særlig ekspertise om børn med psykiske og/eller fysiske han­dicap.
• Praktisk og psykisk aflastning, hvis fo­rældrene har adopteret et meget krævende barn, som ikke er let for andre i familien at passe.

Nogle af de ønsker, som forældrene har ef­terlyst, er allerede imødekommet med de se­neste ændringer i adoptionslovgivningen.

Det gælder fx de adoptionsforberedende kurser til kommende adoptanter og en bedre beskrivelse af barnets helbredsmæssige situ­ation i matchningsfasen. Disse tiltag vil uden tvivl komme fremtidige adoptanter til gode.

Der er samtidig eksempler på amter og kommuner, der yder en særlig indsats over for adoptivforældrene. Fx er nogle amters adoptionsenheder åbne for henvendelser fra adoptivfamilierne under hele barnets op­vækst. Nogle amter imødekommer forældre­nes behov for erfaringsudveksling med lige­stillede igennem oprettelsen af forældre­grupper med psykologer tilknyttet. Erfarin­gerne fra amterne med særlige tilbud til adoptivforældre er da også, at forældrene er glade for disse tilbud og i høj grad anvender dem.

Hvad skal der ske fra januar 2007?

Med henblik på at skabe en optimal og mere ensartet indsats i fremtiden på tværs af landsdele og dermed imødekomme mange af familiernes behov for støtte og hjælp, kan det på basis af undersøgelsen foreslås, at der etableres adoptionsenheder med rådgiv­ningsfunktioner såvel til forældre som pro­fessionelle i de kommende statsforvaltnin­ger, der oprettes i 2007 som en følge af strukturreformen. I dag fremtræder amternes tilbud om hjælp til adoptivfamilier som meget forskellige i indhold og omfang.

En opkvalificering eller bibeholdelse af specialviden på handicapområdet er også vigtig for at kunne give forældre og lærere, psykologer m.m. supervision og støtte i deres arbejde med adopterede børn (og andre børn) med handicap.

Dette behov vil formodentligt kunne imø­dekommes ved den kommende VISO (en na­tional viden- og rådgivningsfunktion med et landsdækkende netværk af viden- og rådgiv­ningscentre), der etableres i forbindelse med den kommende kommunalreform.

Litteratur

Jill Mehlbye (2005): Adoption af rumænske børn – indsats over for børn og forældre. akf forlaget.

Mehlbye, Jill og Tina Honoré Kongsø (2003): Kvalitet og omkostninger ved den vidtgående specialundervisning i Ribe Amt. akf forlaget. www.akf.dk

Nyheder