Forskelle i socialt arbejdes praksis
Der pågår p.t. en intens og meget ophedet debat i Danmark om, hvorvidt de kommunale sagsbehandlere på beskæftigelsesområdet overhovedet er i stand til at varetage en arbejdsmarkedsrettet indsats, eller om denne gruppe af sagsbehandlerne – som typisk er socialrådgiveruddannede – i stedet fastholder de arbejdsløse i klientrollen og dermed øger barriererne for de arbejdsløses inklusion på arbejdsmarkedet frem for at mindske dem.
Diskussionen handler blandt andet om, i hvilken grad socialarbejderne som professionel gruppe kan tillægges skylden for, at der ikke er kommet »flere i arbejde« i Danmark på trods af, at det politisk netop har været intentionen med reformen af selv samme navn (Flere i arbejde 2002)1. Som den arbejdsmarkedspolitiske ordfører for regeringspartiet Venstre udtalte for nylig:
»Når man holder på sine kontanthjælpsmodtagere og ikke får dem ud i arbejde, så giver det jo ekstra arbejde til en selv. Man kunne næsten fristes til at tro, at enkelte [kommunale sagsbehandlere] er mere interesseret i at holde på dem af hensyn til deres eget arbejde end at hjælpe disse mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.« Jens Vibjerg, citeret fra Socialrådgiveren nr. 16, 21. september 2005.
Citatet er baseret på en antagelse om, at den samlede gruppe af socialarbejdere udgør en homogen gruppe, der går til indsatsen med en bestemt forståelse af klienterne og med egeninteresserne (egen jobsikkerhed) i fokus. Denne artikel forholder sig kritisk til ovenstående diskussion og argumenterer for, at der er et behov for at nuancere forståelsen af, hvordan socialarbejderne tænker og handler i socialt arbejde.
Koblingen mellem socialt arbejde og beskæftigelsesområdet er interessant, ikke mindst fordi vi i Danmark lige nu står over for en af de største organisatoriske forandringsprocesser i nyere tid: kommunalreformen, der træder i kraft pr. 1.1.2007. I forbindelse med denne reform overgår beskæftigelsesindsatsen til lokale jobcentre, hvor medarbejdere fra hhv. kommunerne og AF (Arbejdsformidlingen) skal varetage den samlede indsats over for samtlige arbejdsløse, både forsikrede og ikke forsikrede og både dem, der vurderes at være umiddelbart arbejdsmarkedsparate og dem, som vurderes at være langtfra arbejdsmarkedsparate.
Samtidig deles indsatsen op, så beskæftigelsesindsatsen i teorien adskilles fuldstændig fra den sociale indsats. Et aktuelt spørgsmål i den forbindelse er netop, hvilken rolle socialt arbejde og socialarbejderne skal spille i den beskæftigelsesrettede del af indsatsen?
Der er derfor al mulig grund til at se nærmere på, hvad der rent faktisk sker i de kommunale sagsbehandleres arbejde med de arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere. Samtidig er der grund til at stille kritiske spørgsmål ved, om den største barriere på de arbejdsløses vej tilbage i beskæftigelse virkelig er omklamrende og klientgørende sagsbehandlere, eller om billedet kan nuanceres en smule?
Der er forskellig praksis i socialt arbejde
Der kan identificeres forskellige logikker for praksis (Caswell 2005). Disse logikker tager udgangspunkt i forskellige måder at anskue sociale problemer på og forskellige opfattelser af, hvad socialt arbejdes opgave er. Blandt de logikker, der kan lokaliseres er en inklusionsorienteret logik, en bureaukratisk logik samt en patologiserende logik og en sanktionerende logik.
I en inklusionsorienteret praksislogik rettes fokus mod koblingen af både bestræbelser på at gøre den arbejdsløse selvforsørgende, dvs. at få den arbejdsløse i beskæftigelse og bestræbelser på at gøre dette med udgangspunkt i den arbejdsløses behov, muligheder og karakteristika. At tage udgangspunkt i den arbejdsløses eget perspektiv bliver anskuet som en forudsætning for at finde vejen til varig beskæftigelse. Inden for denne logik, er arbejdsmarkedsinklusion den primære målsætning for indsatsen. Inklusionsperspektivet kan principielt være et langsigtet perspektiv, hvor det ikke handler om hurtigst muligt at komme ud af offentlig forsørgelse, men derimod om bedst mulig vej til en varig og holdbar placering på arbejdsmarkedet. Samtidig er den uomgængelige klientinddragelse baseret på en faglig tilgang, som på baggrund af grundlæggende værdier og principper i socialt arbejde søger at være lydhør over for den enkelte klients behov og forudsætninger og leve op til et ideal om at skræddersy indsatsen til den enkelte klient.
I en bureaukratisk praksislogik er perspektivet i socialt arbejde præget af et fokus på regler og på administrative logikker. Indsatsen set ud fra en bureaukratisk praksislogik handler om at få »sagerne« kørt igennem systemet så korrekt og problemløst som muligt. Her vil aktiveringsindsatsen typisk basere sig på en »administrativ allokering«, hvor indsatsen afgøres af en på forhånd defineret kobling mellem klientkategorier og indsatstyper.
Inden for en patologiserende praksislogik forstås sociale problemer som noget, der udspringer af klientens individuelle svagheder og patologier. Fokus i socialt arbejde på beskæftigelsesområdet vil typisk være på klientens vilje eller motivation. Indsatsen er baseret på en traditionel case work-tradition, hvor interaktionen mellem klient og socialarbejder udgør kernen i indsatsen, og hvor en »social diagnose« og afklaring af klientens problemkompleks står centralt i arbejdet.
Fokus i en sanktionerende praksislogik er på den modydelse, som klienten skal levere for at modtage kontanthjælpen. Denne logik læner sig op ad en »work first«-tankegang, hvor det primære mål er at få klienten ud af offentlig forsørgelse hurtigst muligt. I bestræbelserne på at sikre dette mål anvendes sanktioner – eksempelvis kontrolforanstaltninger, »trusler« om at klienten kan blive trukket i forsørgelse, faktiske krav om tilbagebetaling af offentlige ydelser.
En analyse af to kommuner peger i retning af, at en inklusionsorienteret praksislogik giver større sandsynlighed for at få folk i arbejde end en bureaukratisk.
Billeder fra den kommunale virkelighed
Analysen af de to kommuner, som vi her kunne kalde, Østrup Kommune og Vestrup Kommune viser, at i Vestrup Kommune har den inklusionsorienterede praksis større sandsynlighed for at komme til udtryk frem for i Østrup Kommune, hvor den bureaukratiske praksis i højere grad synes at kunne dominere det sociale arbejdes praksis.
De to kommuner ligger i hver sin ende af landet, men har en del til fælles: de får begge folk lidt hurtigere ud af kontanthjælpen end kommunerne generelt gør, om end man i Vestrup Kommune i højere grad end i Østrup Kommune har succes med at få folk i beskæftigelse efter perioden på kontanthjælp.
Begge kommuner er mellemstore og har 500-600 personer på kontanthjælp. Sammenligner man gruppen af kontanthjælpsmodtagere er der flere yngre, flere ikke-danskere og flere uden uddannelse i Vestrup Kommune, hvor der samtidig er relativt færre medarbejdere i den afdeling, der tager sig af kontanthjælpsmodtagerne. Men der er også forskelle, hvis vi vender blikket mod deres respektive arbejdsmarkeder.
I Østrup Kommune er der dobbelt så mange arbejdspladser som i Vestrup Kommune, men det er især små firmaer. Arbejdsmarkedet består primært af serviceerhverv og offentlige virksomheder, mens der i Vestrup Kommune er flere arbejdspladser inden for handel, bygge & anlæg, samt transport og fremstilling.
Vestrup Kommune har et aktivt koordinationsudvalg2 med lokale ildsjæle, herunder flere erhvervsfolk. Der er i kommunen et behov for at gøre en særlig indsats på området, blandt andet fordi gruppen af kontanthjælpsmodtagere lægger pres på kommunens økonomi. Vestrup Kommune har derfor formuleret en aggressiv målsætning om at bringe folk til selvforsørgelse hurtigst muligt. Medarbejderne kender denne målsætning og forholder sig aktivt – og til tider kritisk – til den i deres arbejde.
I Østrup Kommune er billedet anderledes. Verden uden for forvaltningen når ikke for alvor ind til sagsbehandlerne, hverken kendskabet til det lokale arbejdsmarked eller redskaber, der rækker ud over samtaler og standardaktivering. Den kommunale strategi betoner klientens retssikkerhed og sætter de korrekte afgørelser i højsædet. Også blandt sagsbehandlerne lægges vægt på kendskabet til paragrafferne og juridiske diskussioner – og de betragter kommunens socialretslige konsulent som deres uformelle faglige leder.
I Vestrup Kommune har de kommunale medarbejdere en lang række redskaber til deres rådighed, både aktiverings- og erhvervsmuligheder, som er anvendelige for dem i forhold til arbejdet med kontanthjælpsmodtagerne. Den lokalpolitiske ledelse i kommunen har givet området høj prioritet, og det kan mærkes blandt sagsbehandlerne. De bestræber sig på at koble indsatsen for at bringe de arbejdsløse i selvforsørgelse med at gøre en indsats, der er tilrettelagt, så den kan tage udgangspunkt i den enkelte arbejdsløses individuelle karakteristika og behov. Det er ikke altid muligt, men intentionen er til stede og diskuteres åbent blandt socialarbejderne i kommunen.
Billederne fra den kommunale virkelighed viser forskelligheder i gruppen af kommunale sagsbehandlere. Og de viser, at der er forskellige handlemuligheder for sagsbehandlerne rundt omkring i kommunerne, som ikke kan løsrives fra konkrete og lokale kontekstuelle betingelser.
Afhandlingen tager normativ stilling og argumenterer for, at en inklusionsorienteret praksislogik åbner mulighed for at leve op til intentionerne om en skræddersyet indsats rettet mod at bringe den enkelte arbejdsløse tættere på arbejdsmarkedet.
Litteratur
Caswell, Dorte (2005): Handlemuligheder i socialt arbejde – et casestudie om kommunal frontlinjepraksis på beskæftigelsesområdet. akf forlaget.
Noter
1. 1. I Tidsskrift for Arbejdslivs temanummer i begyndelsen af 2005 »Flere i arbejde – status og udfordringer«, skriver redaktørerne i forordet, at »kritiske vittige hoveder allerede har omdøbt reformen til »Færre i arbejde« eller endnu mere kritisk »Fire i arbejde«.«
2. 2. Alle danske kommuner har eller deltager i et koordinationsudvalg, der har til formål at fremme det rummelige arbejdsmarked på lokalt plan. I forbindelse med kommunalreformen overgår koordinationsudvalgenes opgaver til LBR (lokale beskæftigelsesråd). For mere information om de lokale koordinationsudvalg se Caswell & Jensen (2001) Lokale koordinationsudvalg – på rette vej? akf forlaget.
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: