Anerkendelsesstrategier
Som de udøves af foreninger til støtte for forældre til anbragte børn

Frivillige organisationer/foreninger til støtte for familier med anbragte børn har gennem de senere årtier etableret sig i protest mod retsgrundlag og praksis i den offentlige intervention i familiernes liv. Det er foreningernes opfattelse, at forældrene ikke forstås, ikke respekteres, ikke høres af offentlige myndigheder. Foreningernes indsats er rettet mod ændring af anbringelseslovgivningen, af myndighedernes holdninger og af forældrenes selvopfattelse.

Indsatsen kan tolkes som anerkendelsesstrategier. Anerkendelsesbegrebet er omdrejningspunktet for ph.d.-afhandlingen. Dens empiriske grundstamme er interviews fra undersøgelserne "Samfundsmagt - Forældremodstand" (Harder 1997) og "Strategier for forandring" (Harder 2000). Empirien analyseres i et kritisk teoretisk perspektiv.

Centrale teoretikere er: Jürgen Habermas, som informerer makroniveauet og bidrager til forståelsen af foreningerne som en del af de nyere sociale bevægelser. Axel Honneth's anerkendelsesteori i relation til Richard Sennett's respektbegreb er det analytiske centrum. GWF Hegel's Herre-Slave-metafor understreger Honneth's og Sennett's divergerende opfattelser af samfundet og relationerne mellem mennesker. Michel Foucault anvendes til udredning af magtrelationer mellem samfundsinstitutioner og samfundsborgere - og hans diskursteori til vurdering af dominerende diskurser gennem hundrede års lovgivning om tvangsanbragte børn. Der redegøres for det sociale arbejdes udvikling siden begyndelsen af det forrige århundrede, set i et internationalt/intereuropæisk og dansk perspektiv, herunder dets aktuelle situation og mulige perspektiver.