Forside pil Forskningsområder pil Metoder pil Evaluering og effektmå...

Evaluering og effektmåling

AKF gennemfører evalueringer på alle de områder, vi beskæftiger os med. Evalueringerne er undersøgelser af effekter af og processer i offentlige indsatser. De bruges som basis for politiske beslutninger og professionel praksis.

Effektmålinger er en særlig form for evaluering, hvor der anvendes statistiske eller økonometriske metoder. De metoder, der anvendes i evalueringer, adskiller sig ikke fra samfundsvidenskabelige metoder i almindelighed. Der anvendes derfor også kvalitative metoder, fx interview, feltarbejde, observationer og dokumentstudier.

Effektmåling ud fra statistiske metoder

Statistiske eller økonometriske metoder anvendes typisk til evaluering af effekter af offentlige tiltag, når der er en betydelig mængde kvantitative data til rådighed, fx registerdata og spørgeskemadata. En fordel ved statistiske eller økonometriske metoder er, at man i analysen har mulighed for at tage højde for en række andre væsentlige forhold. Man har altså i høj grad mulighed for at "isolere" den sammenhæng, man er interesseret i at analysere. Ved mere avancerede metoder, og når der findes observationer af de samme personer over en årrække, er det desuden muligt at tage højde for betydningen af uobserverede faktorer.

Evaluering ud fra kvalitative metoder
Ved kvalitative metoder forstås generelt, at data indsamles og fortolkes på måder, der tillader, at resultaterne præsenteres i en ikke-talmæssig form. AKF har bl.a. evalueret energispareaktiviteter, socialkontorer og indsatser over for hjemløse, sindslidende og misbrugere via kvalitative metoder.

Kvalitative metoder er især velegnede, når problemstillingen handler om forståelse af personers holdninger og handlinger, og ved afdækning af sammensatte handlingsforløb over tid. Kvalitative metoder er ofte velegnede til at påpege kontekstafhængig adfærd og belyse komplicerede mekanismer i kausale processer. Kvalitative metoder kan være nødvendige for at afdække begrebsbrug og handleformer i sammenhænge, der er ukendte for forskeren.

  • Print
  • Videresend