Social indsats

Inden for området social indsats forsker AKF bl.a. i:

  • den socialfaglige indsats og de offentlige tilbuds funktion og virkning set i forhold til klienternes situation og livsstrategi.
  • betydningen af det arbejde, som forskellige professionelle grupper udøver på det sociale område.

Den socialfaglige indsats og de offentlige tilbuds funktion

Socialt arbejde drejer sig om at forebygge og modvirke marginalisering og eksklusion. Det er derfor væsentligt at afklare, hvordan forskellige former for sociale indsatser fungerer, og hvad der har betydning for, om en indsats fører til tilsigtede forandringer. Interaktion mellem klient og den sociale indsats, forskellige typer effekter for de berørte individer og vilkårene for faglig indsats og muligheder for dens udvikling er derfor centrale områder i AKF's forskning i socialt arbejde.

Indsatsen over for specifikke grupper

AKF har gennem en årrække sat fokus på indsats og metoder over for specifikke grupper, herunder børn og unge, mennesker med handicap, kontanthjælpsmodtagere, særligt udsatte grupper med misbrug, hjemløshed og sindslidelser samt indvandrere og flygtninge. Vi gennemfører også baggrundsstudier af, hvordan noget overhovedet bliver til et problem, som socialpolitikken og socialarbejdet må beskæftige sig med.

Den socialfaglige praksis

Såvel politisk som forskningsmæssigt har der i de senere år været stigende opmærksomhed på det sociale arbejdes faglige grundlag og legitimitet, men faglighed og ekspertise i socialt arbejde er stadigvæk et relativt uudforsket felt i Danmark. AKF gennemfører forskning, der analyserer faglige tilgange og metoder hos frontlinjemedarbejdere i deres konkrete praksis. Denne forskning har til formål at udvikle både teoretiske og metodiske tilgange til at analysere socialfaglig praksis og at opbygge viden, der kan udvikle praksis. 

Netværk inden for dansk forskning i socialt arbejde

AKF har taget initiativ til opbygningen af et netværk af forskere, der beskæftiger sig med socialt arbejde. Dette initiativ har dels til formål at udvikle og koordinere forskningen på området, dels at formidle den til praktikere og beslutningstagere. Læs mere.

  • Print
  • Videresend