Registerdata

Registerdata er grundlaget for en stor del af AKF's forskning. Vi har adgang til registerdata omfattende 10% af den danske befolkning og alle første- og andengenerationsindvandrere. Registret dækker perioden tilbage til 1984 og opdateres årligt med de nyeste oplysninger. Det indeholder en bred vifte af informationer om de enkelte personer og familier, fx oplysninger om bolig-, arbejdsmarkeds-, uddannelses-, indkomst- og sociale forhold og oplysninger om sociale ydelser og sygesikringsydelser. De mange forskellige oplysninger gør det muligt at anvende registerdata som empirisk grundlag inden for mange forskellige områder af samfundsforskningen. Desuden indeholder registret oplysninger om forældrene til de unge i registeret, hvilket gør det muligt fx at belyse betydningen af social arv.

Registerdata og surveys

AKF kobler i stigende omfang oplysninger fra surveys sammen med registeroplysningerne. Fx i en surveybaseret database om ældre, hvorudfra man kan analysere udviklingen i ældres funktionsevne, velbefindende, levevilkår og livsstil, udviklingen i ældres arbejdsforhold og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og udviklingen i ældres forbrug af offentlige social- og sundhedsydelser. AKF har også været med til at opbygge en database med oplysninger om unge omfattet af den eksisterende PISA2000-database med tilkoblede registeroplysninger. En opfølgende survey er gennemført i 2004.

Udviklingen af AKF’s registre

AKF's registre udvikles løbende i takt med, at nye forskningsområder kommer til, og nye typer af oplysninger bliver tilgængelige. Vi kobler fortsat registeroplysningerne med surveys om fx sundhed, voksnes læse-regne-færdigheder mv.

  • Print
  • Videresend