Observationsstudier

AKF benytter sig af forskellige former for observationer i sin forskning, bl.a.:

  • deltagerobservation
  • videoobservation
  • fotografi

Observationer inddrages i forskningen, når betydningsfulde informationer er knyttet til visuelle indtryk. Der kan være tale om arkitektur eller landskaber, som skaber særlige betingelser for menneskeligt samvær eller har en særlig betydning for ressourceforbrug og økonomi. Og der kan være tale om måder, mennesker hilser på hinanden, ignorerer hinanden, påkalder sig opmærksomhed eller signalerer social status eller venlighed. Der er således tale om en registrering af de spor, mennesker afsætter i natur og bygninger såvel som det samspil, der foregår via kropssproget.

Visuelle indtryk konverteres til tekst

Alt efter, om der er tale om stillestående fænomener eller fænomener i bevægelse, kan man anvende stillbilleder eller video til at fastholde indtrykket. Det første skridt i en analyse er at konvertere det visuelle indtryk til en tekst. Man omsætter billedet eller videoen til en beskrivelse af, hvad der foregår, eller hvilke kvaliteter det observerede har. Derefter kan disse tekster inddrages som data i den samlede analyse.

Observation gennem kamera og video

Observationer er på den ene side mere diskrete end båndoptagne interview, men på den anden side mere anmassende og forstyrrende, især når der bruges kamera og video. I de tilfælde, hvor man ikke kan anvende disse to medier, bliver det i sig selv en kunst at nedskrive observationer, så de har tilstrækkelig mange nuancer uden at blive kalejdoskopiske. I alle tilfælde bliver de observerede ofte forlegne, og de mister følelsen af at kunne kontrollere de iagttagelser, observatøren gør sig.

AKF's brug af observationsstudier

AKF vil i højere grad inddrage observationsstudier, når det beriger forskningsresultatet, og samtidig vil vi udvikle vores evne til at håndtere sådanne data samtidig med, at vi tager stilling til de etiske forpligtelser over for de mennesker, der bliver observeret.

  • Print
  • Videresend