Forside pil Forskningsområder pil Datagrundlag pil Kommunaløkonomiske data

Kommunaløkonomiske data

AKF indsamler og systematiserer kommunaløkonomiske data, kaldet ECO Nøgletal.

Nøgletalssystemet giver et vidensbaseret og målrettet grundlag for at vurdere og sammenligne kommunernes:

  • Rammebetingelser
  • Finansielle dispositioner og økonomiske balance
  • Udgiftspolitik
  • Serviceniveau m.m.

Nøgletallene giver den enkelte kommune et tværgående overblik over de udgiftspolitiske prioriteringer på 19 væsentlige udgiftsområder:

  • Børnepasning
  • Folkeskolen
  • Tilbud til ældre og handicappede
  • Kontanthjælp og arbejdsmarkedsforanstaltninger
  • Sygedagpenge
  • Førtidspensioner
  • Personlige tillæg
  • Boligsikring
  • Børn og unge med særlige behov
  • Voksne med særlige behov
  • Tilbud til udlændinge
  • Revalidering
  • Fritid, biblioteksvæsen, kultur mv.
  • Vejvæsen
  • Redningsberedskab
  • Administration
  • Natur- og miljøbeskyttelse
  • Sundhedspleje og tandpleje
  • Sundhedsvæsen, genoptræning og forebyggelse

Kommunerne er ikke ens, og de har forskellige grundvilkår med hensyn til økonomi, befolkningssammensætning og geografi. Rammebetingelserne for at træffe beslutninger, balancere den kommunale økonomi og udmønte service til borgerne varierer med andre ord fra kommune til kommune.

Mulighederne og kravene er fx ikke de samme i en velhavende, urbaniseret forstadskommune med mange højtuddannede borgere som i en forstadskommune med mange almene boliger og lavindkomstgrupper eller en fattig landkommune med spredt bosætning.

Af samme grund giver sammenligning med et landsgennemsnit eller simpel benchmarking med ”best practice” meget begrænset mening, viden og læring i den enkelte kommune, når der ikke er korrigeret for forskelle i rammevilkårene.

Grundprincippet i ECO er, at hvis en kommune ønsker at vurdere sin politik og service i forhold til andre kommuner, sker dette mest kvalificeret ved at sammenligne sig med kommuner, der minder mest muligt om ens egen. På grundlag af systematiske, forskningsbaserede analyser af hvilke forhold, der har betydning for udgifterne, kan den enkelte kommune sammenligne sig med lignende kommuner inden for hvert af de 19 udgiftsområder.

AKF udarbejder også særlige sammenligninger, hvor  kommunerne i fx et nøgletals- eller benchmarksamarbejde bliver sammenlignet indbyrdes. I ECO Nøgletal indgår også sammenlignende analyser af udviklingen i kommunernes rammebetingelser, budget, regnskaber og serviceydelser over de seneste 5-7 år.

I 2011 abonnerer 77 ud af de 98 kommuner på ECO Nøgletal.

Nøgletallene giver AKF en stærk datamæssig platform i forhold til kommunaløkonomisk forskning og analyser, der forbedrer kommunernes effektivitet og økonomistyring. Ved at koble data og viden om de kommunale udgifter med AKF’s effektanalyser er der et godt udgangspunkt for undersøgelser af, hvor kommunerne får den største effekt pr. krones udgift.

Oplysninger om rammebetingelser og udgiftsbehov i ECO giver endvidere gode muligheder for en formålsbestemt udvælgelse af kommuner i evalueringer og forskningsprojekter. Uanset om formålet er at udvælge kommuner, der er mest ens eller mest forskellige med hensyn til rammebetingelser, udgiftsbehov eller serviceniveau. Dette kan fx være i forbindelse med udvælgelse af kommuner til komparative analyser, casestudier, observationsstudier eller kvalitative interviews.

 

Læs mere om ECO Nøgletal.

  • Print
  • Videresend